Idrætsgymnasten Mette Hulgaard indstiller karrieren

Den 28. februar 2019
Efter 25 år i sporten er hun Danmarks mest vindende kvindelige idrætsgymnast i nyere tid. Nu skal hun finde ud af, hvem hun er uden gymnastikken.

Af Jeppe Vestergaard Jensen

Weekendens danske mesterskaber i idrætsgymnastik bliver et atypisk et. Det bliver nemlig uden Mette Hulgaard, der allerede som 14-årig vandt sit første DM for 16 år siden. Gennem 25 år med hård træning og konkurrencer er det blandt andet blevet til ti danske mesterskaber i all-around, hvor vinderen mestrer alle fire øvelser.

- Jeg mener, jeg har udtjent min værnepligt, hvis man kan sige det sådan. Jeg er blev mæt af den hårde træning, og jeg har ikke længere samme gejst til at lære nye momenter. Jeg synes, jeg har opnået en masse, og jeg kan mærke, at der ikke er meget mere at komme efter for mig, fortæller Mette Hulgaard.

I de sidste mange år har Mette Hulgaard brugt omkring 20 træningstimer i ugen. Det har hun gjort samtidig med studier og siden arbejdet som fysioterapeut. Et farvel har derfor ikke været nemt, da gymnastikken har været første prioriteten i livet.

- Jeg har altid tænkt, at jeg ikke ved, hvor længe jeg havde chancen for at lave gymnastik. Derfor har jeg prioriteret træning og konkurrence over alt andet, så længe jeg har haft mulighed for det. Mit liv har derfor været skemalagt efter gymnastikken, derfor har min beslutning også været svær. Jeg har da også trillet et par tårer over det. Men nu skal jeg finde ud af, hvem jeg er, når jeg ikke længere skal præsentere mig som gymnasten, fortæller Mette Hulgaard.

Bernadett Balázs, der har været Mette Hulgaards klubtræner og landstræner gennem ni år, har fuld forståelse for, at Mette Hulgaard indstiller sin karriere.

- Jeg har stor respekt for hendes karriere. Hun har haft flotte resultater og gode oplevelser. Jeg har altid sagt til hende, at hun kun skal blive i sporten, så længe hun selv ønsker det. Nu har hun selv truffet beslutningen, og det støtter vi hende 100 procent i, fortæller Bernadett Balázs.

Misset OL-kvalifikation

Selvom Mette Hulgaard har vundet ti danske mesterskaber i den præstigefyldte all-around disciplin og har deltaget i både det europæiske mesterskab og verdens mesterskabet, havde hun selv gerne set, at hun havde fået opfyldt endnu flere af sine drømme.

- Det værste var, da jeg tre uger før et VM med mulighed for OL-kvalifikation ødelagde mit knæ. Jeg havde brugt rigtig meget tid og energi på at træne op til det. Det havde været spændende at se, om jeg havde kunne kvalificere mig til OL. At jeg mistede muligheden for det, det var et utroligt hårdt slag for mig. Det var jeg knust over, fortæller Mette Hulgaard.

Der skulle dog kun gå to år efter knæskaden, før hun opnåede de resultater, hun bedst vil huske sin karriere for. Verdensmesterskabet i 2013 gennemførte hun med sjældne fejlfrie rutiner, og året efter var hun en bærende del af en hold-sølvmedalje ved de nordeuropæiske mesterskaber på hjemmebane.

- Det var en helt vildt god oplevelse. Alle på holdet havde gjort det godt i konkurrencen. Derfor var det helt fantastisk, at vi skulle stå sammen på skamlen som et hold. Det havde ingen af os prøvet før, det var stort. Al vores hårde træning gav igen lige der.

Et ikon i dansk idrætsgymnastik

En lang og flot karriere sætter selvfølgelig sine spor i Mette Hulgaard. De utallige træningstimer er ikke kun vekslet til medaljer og oplevelser, men også nære venskaber.

- I mange år har jeg været sammen med mine holdkammerater tre timer dagligt, hvor vi kæmper for det samme og haft samme passion for idrætsgymnastik. Det fællesskab kommer jeg til at savne, fortæller Mette Hulgaard. Men det er ikke kun Mette Hulgaard, der kommer til at savne, når holdkammerater og trænere kommer til at se mindre til den nu tidligere gymnast.

- For mig er Mette som en datter, og for de andre piger på holdet, er hun som en storesøster. Hun har altid været med og har været utroligt støttende til træning og i konkurrencer. Hun er sød, hun lytter til de andre, og hun har delt ud af sin store erfaring fra de store konkurrencer. Vi kommer alle til at savne hende, fortæller Bernadett Balázs, der gerne ser flere gymnaster som Mette Hulgaard.

- Andre gymnaster kan helt sikkert lære noget af Mettes tålmodighed med idrætsgymnastikken. Det er en hård sport, som kræver stor tålmodighed. Mette er et bevis på, at man sagtens kan udvikle sig over længere tid, og at man kan rejse sig efter nedture og kæmpe videre, siger Bernadett Balázs.

På udkig efter nye fællesskaber

Fremover skal Mette Hulgaard arbejde videre med sit job som fysioterapeut. Derudover slipper hun ikke helt sporten, men i hvilken funktion er endnu ikke afklaret.

- Jeg slipper ikke sporten helt. Jeg er stadig dommer og kommer til at holde min krop ved lige et par timer om ugen. Men det er et stort fællesskab, jeg siger farvel til generelt. Så må jeg finde et andet fællesskab. Det skal jeg finde ud af, hvad skal være, siger Mette Hulgaard.

Hvad leder du efter?
Brug søgefeltet ovenfor eller kontakt os på forbundskontoret.
Nyheder
Se seneste nyhedsbreve her
Kurser og uddannelse
Kurser og uddannelse
Find inspiration til at blive en endnu bedre træner her
Læs mere her
Gymnastikevents
Uanset om du er bredde- eller konkurrencegymnast, har GymDanmark et tilbud til dig.
Få nyhederne direkte

Tilmeld dig GymNYT - Vi holder dig opdateret ugentligt
Samtykkeerklæring til GymDanmark

Facebook
Følg med på Facebook
Følg os på Facebook og kom tæt på gymnastikken
Youtube
Følg med på Youtube
Følg os på Youtube og se gymnastik når du vil
Instagram
Følg med på Instagram
Følg os på Instagram - Gymnastik i billeder og video
LinkedIn
Følg med på LinkedIn
Følg GymDanmark på Linkedin